Falder Du er det sidste musikalske projekt fra sanger og sangskriver Laura Illeborg, skabt i tæt samarbejde med komponist og pianist Frans Bak.
Albummet, der rummer otte sange, skrevet af Illeborg og komponeret af Bak, blev næsten færdiggjort inden Lauras pludselige bortgang i oktober 2024 og står nu som et stærkt og rørende vidnesbyrd om hendes kunstneriske integritet og dybde.
Laura Illeborg efterlod sig en unik sangskat, hvor hendes viseprægede popmusik og poetiske tekster har berørt og bevæget publikum gennem årene. Den nordiske tone præger mange af hendes sange, og kombinationen af enkel popmusik og underfundige tekster har gjort hende til en af Danmarks fineste repræsentanter på sit felt. Hvor mange kunstnere har svinget som vindbøjtler i en for dansk musik usikker tid, var Laura altid sig selv og sin smag tro. Falder Du viderefører denne tradition med en række sange, der emmer af nærvær, refleksion og melankolsk skønhed.
På Falder Du medvirker nogle af Danmarks mest anerkendte musikere, herunder Jan Rørdam på guitar, Marie Louise von Bülow på bas og Oliver Zahle på trommer. Derudover bidrager gæstemusikere som Kasper Tranberg på trompet, Mathilde Bondo på violin og Knud Møller på guitar. I samspillet mellem Laura Illeborgs vokal og Frans Baks arrangementer opstår en sjælden balance mellem skrøbelighed og styrke, der gør Falder Du til en nærværende og stærkt stemningsfuld oplevelse.
Frans Bak, uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, har haft en lang og alsidig karriere som musiker og komponist. Han brød igennem med Danse i måneskin med Trine Dyrholm i 1987 og har siden skabt musik til nogle af de mest toneangivende film og TV-serier i Danmark og internationalt, bl.a. Forbrydelsen og tre Oscar-nominerede kortfilm. Hans erfaring og musikalske spændvidde sætter et markant præg på albummets lyd.
Med denne udgivelse sættes et smukt og værdigt punktum for en kunstner, der altid har stået tro mod sin egen stemme og udtryk. Falder Du er ikke blot et farvel, men også en hyldest til en kunstner, der fortsat vil leve videre gennem sin musik.