Charlotte Munck – det er da hende, der er Anna Pihl? Ja, vokalisten på Instruktioner Til Gud er mest kendt som skuespiller, men har også en fortid som sangerinde, og hun albumdebuterer nu i en lidt usædvanlig konstellation. Nemlig med guitaristen og komponisten Claus Bjørn (Grabowski m.fl.) og digteren Janus Kodal, der står for albummets tekster og fra tid til anden falder ind med oplæsning. Med en forfatter på holdet forventer man ord med substans, og Kodal skuffer da heller ikke i de forholdsvis enkle, men billedrige og stærke tekster, hvor omdrejningspunktet synes at være menneskets vilkår i en gudløs verden. Munck har en let anonym, men behagelig og blid stemme, der kunne minde lidt om Nannas, og de forholdsvis lavmælte sange trækker på både pop, jazz, folk og visesang i et alsidigt lydunivers, hvor instrumenter som trompet, cello og lap steel-guitar pynter op. Melodierne har, med visse undtagelser, dog lidt svært ved at bide sig fast på et album, der sigter lige så smalt, som Anna Pihl-serien appellerer bredt.
01. Solsort
02. Sjælen bliver
03. Mennesker er engle
04. To mennesker
05. Sæbeboble
06. Instruktioner
07 Ulykkeligste kvinde
08. Palermo
09. Gyldne løfter
10. Grav mit øje frem
11. Gud tager dig frem