Cecilia Engelbrecht Heick & Thomas Clausen Duo

kr. 149,00

En næsten ukendt digtsamling af Tove Ditlevsen, “Sind”, blev oprindelig kun udgivet i 700 eksemplarer og uden for forlag. Nu bliver der sat musik til af Cecilia Engelbrecht Heick & Thomas Clausen. 

Der venter publikum en intim og nærværende oplevelse, når Cecilia Engelbrecht Heick (vokal) og Thomas Clausen (klaver) fortolker tekster af Tove Ditlevsen. Der findes en næsten ukendt digtsamling af Tove Ditlevsen, “Sind”, som kun er udgivet i 700 eksemplarer og uden for forlag. Nogle af digtene genfindes i andre samlinger, enkelte under en anden titel. For Cecilia Engelbrecht Heick & Thomas Clausen blev mødet med disse begyndelsen til et omfattende repertoire af nyskrevne sange til digte fra flere af Tove Ditlevsens samlinger.

Gennem de seneste 3-4 års tid har duoen skrevet musik til digtene. Disse nye sange er netop indspillet i Nilento Studio i Göteborg. Sangene udgives nu som cd og som digital download via Exlibris.
Sangene er melodiske og har en nordisk tone hvilende på et fundament af jazzens og den klassiske musiks tonesprog. Teksterne er indholdsmættede og medrivende fra start til slut, og de bevæger sig på hver deres måde omkring det sted i hjertet, hvor man sjældent lukker nogen anden ind.

Cecilia Engelbrecht Heick har siden barndommen været optaget af lyrik og skrev som 15-årig de første af sine tekster, der blev udgivet. Efter sin uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet i København har hun skrevet musik og tekst til, samt iscenesat, koncertfortællinger for børn og kendes i dén forbindelse fra ensemblet, Kunstfrø. Det var i dette ensemble, samarbejdet med Thomas Clausen begyndte.
Thomas Clausen har sat musik til denne samling og til samlingen “Blinkende lygter”. Et udvalg af Tove Ditlevsens andre digte har tillige fået musik af hhv. Thomas Clausen og Cecilia Engelbrecht Heick.

“Fornyelse kan ske på flere måder. Kom ikke og sig, at jazzen ikke fornyer sig, når man hører, hvad Cecilia Engelbrecht Heick og kompagni kan udrette.”

Jakob Hassing, Jazz Special, september 2016 

Læs mere:

http://www.csille.dk/tove-ditlevsen-saa-tag-mit-hjerte

http://www.thomasclausen.com/