Malta, Silvana

Den herboende brasilianske sangerinde Silvana Malta og Danmarks Radios Big Band byder med CD'en "Flor do Verão" på et unikt møde mellem brasilianske vokalharmonier og bigbandjazz. CDen indeholder liveoptagelser fra en koncert i Trommen i Hørsholm, hvor den 43-årige Silvana Malta, der har boet i Danmarks siden 1993, synger med "det danske jazzlandshold".

- Det har været spændende at prøve at bibringe jazzen noget brasiliansk, siger Silvana Malta, som er en af de få, der overhovedet har kastet sig ud i at kombinere big band med brasilianske rytmer.

- Der eksisterer ikke en brasiliansk big band tradition, forklarer Silvana Malta. Big Band er jazz og meget amerikansk, men basis i musikken på CDen er de brasilianske harmonier, de typiske måder at kombinere akkorder på, som vi bruger i Brasilien. Man kan hurtigt høre, at der ikke er tale om amerikansk bigbandjazz, for jeg klinger simpelthen ikke som en amerikansk sangerinde, men som en brasiliansk.
Silvana Malta begyndte sin musikalske karriere i Minas Gerais, Brasilien, har siden arbejdet i en årrække sammen med fremtrædende jazzmusikere i New York, og har i Danmark udgivet foreløbig to CDer - den tredie kommer til efteråret.

I Danmark har hun arbejdet sammen med blandt andet Chris Minh Doky, Moonjam, Niels Lan Doky, Erann Drori, Bo Stief, Thomas Clausen, Torben Westergaard og Bob Rickets.
Musikken på Flor do Veraõ er for hovedparten skrevet bassisten og komponisten Torben Westergaard, og numrene eksperimenterer med at skabe variationer over de brasilianske stilarter afoxe, samba og bossanova.


Teksterne er bl.a. skrevet af to af Brasiliens førende tekstforfattere, Celso Adolfo og Fernando Brant. Sidstnævnte er forfatter til en lang række hit for et af Brasiliens største musiknavne, Milton Nascimento og står også for titelkærlighedssangen, Flor do Veraõ, Sommerens Blomst.

Samarbejdet mellem Radioens Big Band og Silvana Malta og Torben Westergaard, der begge både sammen og hver for sig har beskæftiget sig indgående med brasiliansk musik i mange år, kom i stand på foranledning af bigbandets leder i 1999, Peter H. Larsen. Holdet blev komplet, da den amerikanske arrangør Steven Sacks kom med. Han er et gammelt bekendtskab fra både Silvana Maltas og Torben Westergaards tid i New York og har et stort kendskab til såvel bigband som brasiliansk musik.

Det faldt således naturligt både at tage ham med som arrangør og som dirigent på den turne, som Big Bandet foretog i forbindelse med indspilningerne.

{{amount}}