Borum, Poul

Med sin store viden og sin enorme produktivitet har Poul Borum, der døde i 1996, påvirket sin tid. Og med sin unikke alsidighed - digter, anmelder, radiomedarbejder, forfatterskoleleder, radiodiscjockey - er det ikke kun litteraturen Poul Borum har præget, men også dansk kunst og kultur i videre forstand. Men Borum kunne også oplæsningens kunst, og hvis man én gang har hørt ham læse egne digte; med sin sære distinkte diktion, glemmer man det ikke.
Sådan var det også for komponisten Thomas Agergaard, der oplevede Poul Borum læse op i starten af 90'erne:
"Han var så intenst til stede og jeg blev fuldstændigt fanget ind af hans timing," husker Agergaard, der fik en stor lyst til at sætte musik til Poul Borum's ord.
"Ord er en enorm stærk ting at arbejde med. Det sætter et meget mere distinkt og entydigt billede på end musikken gør. Men når vi så har med poesi at gøre, digte, kan de være mangetydige på samme måde som musik kan. Og Borums egen formidling af digtene var hel unik: meget musisk. Og det er det, som er interessant for mig som musiker," siger Agergaard, der ser CD'en poetry depARTment som oplagt til brug i forbindelse med undervisning, også fordi de digte, Borum læser - bortset fra de ikke allerede udgivne - er skrevet ned på CD'ens cover.

{{amount}}