Peter Abrahamsen - Rosenmærket

Peter Abrahamsen - Rosenmærket

60,00 DKK

Model/Varenr.: EXLCD50044

Allerede i 1958 debuterede den 16-årige Peter Abrahamsen med Won’t you wear my ring, dengang under navnet Peter Abrams i selskab med  bl.a. guitaristerne Jørn Graungård og Jørgen Ingemann.  Han var cykelbud i et pladeselskab og fik chancen for at vise, hvad han kunne på sin guitar i de næste fire-fem år, hvor han blev kaldt Danmarks svar på Lonnie Donegan og rejste Norden rundt med sin Skiffle Group eller Rythm Rockers.

Senere indspillede han en række singler og EP’er, medvirkede i TV shows i Danmark, Tyskland og Finland samt havde en mindre optræden i filmen ”Prinsesse for en dag”. Stadig som Peter Abrams indspillede han Danmarks første musikvideo ”Lonesome Fella ”. Han var medstifter og redaktør af musikbladet Hit, men valgte at tage en reklameuddannelse for siden at dukke op som folkemusikklubvært, manager og musikproducer for andre.   

I en længere årrække drev han sit eget musikbureau og pladeselskab Abracadabra fra Larsbjørnsstræde i hjertet af København og hjalp helt unge kunsterne frem i lyset så som Shit og Chanel, Knud Christensen, bedre kendt som Sebastian, Pia Raug og Erik Grip. Det var også her, den første Svantes viser med Benny Andersen og Povl Dissing så dagens lys. Blikket for talenterne blev udnyttet, først som opbygger af Gyldendals grammofonpladeselskab Exlibris og senere fra en direktørpost i Metronome Records. 

Peter kom i 1999 tilbage på Exlibris efter at have været væk som udøvende kunstner i en årrække. Og nu er han så klar med nyt album der markerer en karriere der indtil videre har varet 60 år. Albummet der består af nye melodier skrevet af Abrahamsen er tilsat Emil Aarestrup’s digte og det erfarne band består af Sidse Holte, Torben Kjær, Bo Liengård. Ole Bendix og Kristian Lassen.

Sidste nummer på albummet er en ny fortolkning af Erik Grip’s Jeg havde faaet brev fra dig, Nanette, og Erik Grip selv gæster også denne udgave og leverer vokalen.