Flodens Hemmelighed (digte af Henrik Nordbrandt)

Flodens Hemmelighed (digte af Henrik Nordbrandt)

129,00 DKK

Mads Wæhrens
Model/Varenr.: EXLCD30125
Alle sammenligninger falder ud til Mads Wæhrens’ fordel – Mads Wæhrens FLODENS HEMMELIGHED

Den pladedebuterende musiker Mads Wæhrens har med stor tekstlig følsomhed kastet sig over noget af det mest rutinerede i dansk litteratur: Henrik Nordbrandt. Resultatet er et album, der gør digte og digter godt.
  • 01 Et Liv
  • 02 Opfindelse
  • 03 Løgne
  • 04 Jeg Taler Om Dig
  • 05 Kilder
  • 06 Rosen Fra Lesbos
  • 07 Historien Om Den Der Blev
  • 08 Digt Ved Slutningen Af 1983
  • 09 Væmmelse Ved Rim
  • 10 Hamlets Stammen
  • 11 Gobi
  • 12 Flodens Hemmelighed
  • 13 Drøm Om Fortvivlelse

Mads Wæhrens og Henrik Nordbrandts fælles arbejde på albummet FLODENS HEMMELIGHED er en imponerende formfuldendt lytteoplevelse. Nordbrandt har leveret gamle digte, Wæhrens nye melodier og resultatets vellykkethed må mestendels tilskrives Wæhrens’ evne til at læse og omsætte Nordbrandts tekster til musik. For det virker, når Wæhrens’ tekniske ekvilibrisme ud i vellyd monterer melodi, frasering og rytme på Nordbrandts tekster.

På mindst fire måder er FLODENS HEMMELIGHED et korrektiv til Nikolaj Nørlunds album NAVNLØS (1996, ligeledes udgivet på Exlibris), som vel danner grundsten for genren? For det første skræver Wæhrens over hele Nordbrandts forfatterskab, helt tilbage til SYVSOVERNE (1969) og frem til BESØGSTID (2007), hvilket stiller Wæhrens fri til selv at komponere og kuratere albummets orden, akkurat som man gjorde, da LP’en var standard: Første og bedste halvdel, side A, handler om tabt kærlighed og er klædt i flotte melodier, mens anden halvdel, side B, er udflydende og primært naturbeskrivende. Nørlund holdt sig derimod fedtet til tekster fra ét afsnit i én Strunge-bog, nemlig VERDENSSØN (1985), hvilket låste tingene fast til Strunges eget udgangspunkt.

For det andet var Nørlunds lydbillede skrabet, enstrenget og grovskåret, mens Wæhrens’ lydbillede er tætpakket, komplekst og multiinstrumentalt - sine steder direkte pompøst. For det tredje er Wæhrens, når det går bedst, en kommunikerende melodisnedker, hvor Nørlund var mere tilbageholden og utilnærmelig. Og endelig, for det fjerde, er Wæhrens 100% loyal, holder sig striks til Nordbrandts tekst og lader musikken slå ud. Nørlund derimod skar et ord, når det kneb med at få skruet teksten ned i musikken.

Og hvad siger det så? Så meget i hvert fald, som Wæhrens selv synger det et sted, at: ’alle sammenligninger falder ud til din fordel’. Når man endvidere sammenligner sangene med teksterne, er situationen den samme. Nordbrandt har en, synes jeg, kedelig tendens til at forelæse, overpointere og gøde for fortolkning, en tendens Wæhrens’ melodier og fraseringer formår at passivisere. Sangene fremhæver teksternes stoflige og tidslige dimensioner, deres æstetik kort og godt, hvilket er gefundenes Fressen for mig som (indrømmet) modvillig Nordbrandt-læser.

Wæhrens’ stemme tenderer af og til affekteret manér, men det ændrer ikke ved, at jeg rigtig godt kan lide det velpolerede og kompetente lydbillede med, hvis jeg ikke hører helt forkert, direkte citater fra Sufjan Stevens (temposkiftet i ’Opfindelse’) og Lambchop (pludseligt reggae(!)-stykke i pladens bedste nummer ’Digt ved slutningen af 1983’). I det hele taget lyder Wæhrens amerikansk og lad mig slutte med et citat, der præcist nok beskriver mine lytteoplevelser sammen med FLODENS HEMMELIGHED - for man bliver da bitter, når nogen er rigtig dygtig:

- Og fordi du udfører dit arbejde med en præcision
som jeg aldrig har opnået
kan jeg kun føle misundelse og en vis foragt

Søren Langager Høgh