Davies, Helen

Open The Door Softly er titlen på harpespilleren Helen Davies' debut- solo-CD, der udgives af Exlibris.
Helen Davies er født i Wales, og har boet i Danmark siden 1989, hvor hun blev gift med trompetisten Palle Mikkelborg. Efter endt universitetsuddannelse begyndte hun som soloharpenist i det irske radioorkester i Dublin, og har siden blandt andet været ansat som soloharpenist i Gøteborgs Operaen. Fra 1983 til 1989 underviste hun på The Royal Irish Academy of Music i såvel den klassiske harpe som folkeharpe. I Irland arbejdede hun med mange af de traditionelle folkemusikere, i særdeleshed med komponisten Shaun Davey, som også bidrager på Cd'en med et nummer komponeret særligt til Helen Davies, Helens Jig. I Danmark har Helen Davies spillet med i Palle Mikkelborg Group siden 1989, og har føjet harpespil til flere danske plader. Cd'en kombinerer harpens æteriske lyd med store smukke klangflader med solistiske indslag, frembragt af såvel nutidige, men i høj grad af traditionelle instrumenter fra folkemusikken. Open the door Softly viser Helen Davies store spændvidde og til den er der tilføjet en tekstlig dimension i det lille hæfte, der følger med Cd'en: De 12 numre repræsenterer et udvalg af mine yndlingsmelodier og sange. Hvert nummer er suppleret med et lille stykke tekst i hæftet. Teksterne er enten uddrag af selve sangteksten eller poetiske citater, der beskriver den atmosfære, jeg synes hænger sammen med nummeret, siger Helen Davies. Teksterne falder i tråd med det valgte musik ved at stamme fra tidlige walisiske, irske og skandinaviske kilder. Størsteparten af numrene er instrumentale, mens et enkelt nummer synges på irsk af Pádraigín Ni Uallacháin. To tekster fremføres på engelsk af den engelske Cy Nicklin og en af den danske operasangerinde Henriette Bonde-Hansen. Helen Davies har formået at samle en række stærke kræfter bag sig på produktionen, mennesker hun har mødt på sin musikalske vej i såvel Danmark som i Irland og Wales, og som her bidrager med hver deres ekspertise. Fra Danmark medvirker Poul Høxbro, der er specialist i middelaldermusik, Gert Sørensen, som spiller i Radiosymfoniorkesteret, Ethan Weisgard, som kommer fra Radioens Big Band, Peter G. Sørensen, som blandt andet spiller i Ash Plant. Fra Irland kommer Liam O'Flynn og Mel Mercier, musikere i verdensklasse på hhv. uillean pipes og bodhrán. Desuden medvirker multimusikeren Palle Mikkelborg, der netop har fået Nordisk Råds musikpris. Alle harpearrangementerne står Helen Davies for, mens den øvrige musik er arrangeret af Palle Mikkelborg, Thomas Li og Oli Poulsen.

{{amount}}